Gruppeterapi 2018-05-03T00:00:57+00:00

Gruppeterapi

Gruppeterapi efterår

I efteråret vil det være muligt at deltage i en gruppe med psykolog Torben Nielsen som facilitator.

Gruppen: vil bestå af 5-7 personer og vi mødes mandag aften, i alt 12 gange i løbet af foråret.

Tid: Mandage fra klokken 19.30 til 21.00

Sted: Psykologisk Rådgivning, Holte Midtpunkt 20, 3.sal

Start: Endnu ikke fastlagt

Forløb: Gruppen vil køre i 12 uger og deltagerne forventes at deltage hver gang.

Pris: 6.600,- kr. pr. deltager for hele forløbet. (Prisen svarer til en almindelig sessionspris på 275,-kr. /45 min.)

Hvem kan deltage?

Gruppeterapi er et tilbud til personer, der ønsker at arbejde med forskellige følelsesmæssige problemstillinger og/eller udvikle deres sociale kompetencer i samspil med andre, som har lignende problemstillinger. Har du problemer med; angst, restløshed, tristhed/depression, vrede, frustration eller stress, kan et gruppeforløb måske være noget for dig.

Tilmelding:

Er du interesseret i vide mere, så ring og få en helt uforpligtende snak med psykolog Torben Nielsen (cand.psych.) på tlf. 20 78 20 52

Deadline Endnu ikke fastlagt

Hvad er Gruppeterapi?

Gruppeterapi er en intensiv psykoterapeutisk metode, hvor en lille gruppe mennesker (5-7 personer) mødes regelmæssigt (eksempelvis hver mandag aften) for at tale om problemer og dele tanker og følelser med hinanden. Gruppen ledes af en psykolog, som i dette tilfælde er cand.psych. Torben Nielsen. Torben er uddannet gruppeanalytiker og tilknyttet Institut for Gruppeanalyse, København.

Gruppeterapi har til hensigt at hjælpe mennesker med at:

  • Bearbejde følelsesmæssige vanskeligheder eller svære situationer
  • Afklare personlige problemer eller dilemmaer
  • Fremme personlig udvikling
  • Fjerne eller lindre bestemte symptomer
  • Hvad fokuserer gruppeterapi på?

Gruppeterapi er særdeles velegnet til at hjælpe deltageren (dig) til at blive mere opmærksom på hvordan dine følelser, holdninger og tankebaner kan virke fremmende eller hæmmende for dit psykiske velbefindende og dit samvær og kommunikation med andre mennesker. Gruppeterapi fokuserer på den enkelte deltagers problemstillinger, men vi fokuserer også på de processer som udspiller sig imellem deltagerne mens vi er i gruppen. Det tilstræbes at deltagerne har nogenlunde samme problemstillinger og forudsætninger, således at man kan ”spejle sig” i hinandens fortællinger og udveksle følelser og erfaringer.

Afklarende samtale.

Forudsætningen for at deltage i et gruppetilbud er, at du først har en afklarende samtale med psykolog Torben Nielsen, så vi begge ved om du ”passer ind” i den aktuelle gruppe og om den kan imødekomme dine behov og forventninger.

Hvordan virker Gruppeterapi?

Gruppeterapi virker gennem fri og åben samtale, hvor det tilstræbes at den enkelte deltager så frit som muligt giver udtryk for sine følelser, tanker og fantasier. Emnerne for gruppens samtale opstår spontant i gruppen, når deltagerne deler oplevelser og spørgsmål fra deres dagligdag. De andre deltagere kan opmuntre, give støtte eller konstruktiv kritik, samt dele deres egne tanker, forestillinger og følelser i forbindelse med det der bliver sagt. På denne måde kan det enkelte gruppemedlem opleve, at han eller hun ikke er alene med sine vanskeligheder. Psykologens opgave er at hjælpe deltagerne til at tale om de vanskelige eller udfordrende situationer de befinder sig i, samt hjælpe gruppen til at forholde sig til det der sker i gruppen.

Regler

Der er nogle få regler som gruppen baserer sig på, og som alle skal være indforstået med. Disse er:

Der er fortrolighed og tavshedspligt i gruppen. Hvad der siges i gruppen, bliver i gruppen!
Der er ikke kontakt imellem gruppens medlemmer uden for gruppen, mens gruppen eksisterer. Årsagen til denne regel er, at det enkelte gruppemedlem i sit eget tempo, har mulighed for at fortælle om sine tanker og følelser, uden de andre i gruppen bliver en del af medlemmets ”fortælling” uden for gruppens rammer.
Afbud skal, hvis muligt, gives i god tid, således at gruppen ved hvorfor en deltager ikke deltager.
Hvordan får man bedst udbytte af at gå i Gruppeterapi?

Jo mere man engagerer sig i det der foregår i gruppen, jo mere får man selv ud af det. Derfor:

Forsøg, så godt du nu kan, at sætte ord og beskrivelser på de følelsesmæssige stemninger og reaktioner du oplever i gruppen.
Vær opmærksom på hvad de andre siger og mærk efter, hvad det der tales om, betyder for dig i dit liv.
Vær nysgerrig på, hvad de andre i gruppen har at sige om dig og dine værdier og handlinger.
Hjælp med til at gøre gruppeterapien til en betydningsfuld erfaring for alle, ved at være udforskende og stille spørgsmål, eller ved at give feedback til de andre deltagere.
Forsøg at være så åben og ærlig som mulig.
Hjælp andre ved at lade dem vide, hvad det, de siger, betyder for dig, eller hvordan det virker på dig.